Coronakrise og angst skabte konflikt, underretning og selvmordstanker. Psykologens sms’er er min livline, Louise min beskyttelse. Jeg er dømt på forhånd, men vælger helvede sammen med hende fremfor at forsvinde. Hun holder mig fast i livet.
Here we go again
Coronakrise rammer os alle. Det er længe siden jeg skrev her, men nu fik tankemylderet fat i mig. Min bullet journal hjælper virkelig meget med at tømme hovedet regelmæssigt. Psykologen, jeg har samtaler med, er der altid for mig også. Nogle gange føles det sååå upassende, men jeg sender sms’er alligevel. Trangen til at have kontakt med et andet menneske er større end den dårlige samvittighed, jeg sidder med efter beskeden er sendt. Ja, jeg får dårlig samvittighed, men det er sjældent planlagt, at jeg sender beskeder til ham. Oftest sker det impulsivt, når jeg fanges i følelserne og bliver angst. Det hjælper vildt meget at sende det ud i verden, hvor jeg ved, at respons kommer – selvom den ikke kommer med det samme.
Tænk dig nu om, og tænk på dine beskeder. Har du nogen i dit liv, der sender små fragmenter af tanker, uden kontekst, måske fyldt med frustration, eller nogle gange upassende jokes? Måske er personen bag lige så forvirret som du er, når du læser dem. Svar. Ligegyldigt hvad, bare på et eller andet tidspunkt: svar. Det kan betyde mere, end du aner. Tro mig.
Det er bare en SMS
For mig er det sådan. At sende en besked virker som at prikke hul i en ballon. Næsten med det samme falder jeg ned, for jeg ved, at der kommer et svar. Altid. Jeg har prøvet andre måder at puste ud på, men uden samme resultat.
Prøv at forestille dig at skrive en post på Facebook: “Jeg er helt opkørt, jeg kan ikke mere.” Folk ved ikke altid, hvad de skal stille op. Hvad nu, hvis de rækker hånden ud og bliver afvist? Hvad nu, hvis de rækker hånden ud og ikke kan håndtere situationen? I stedet får man likes. Og dét er det mest irriterende. Jeg sidder tit og tænker: “Hvad er det egentlig, de kan lide?” At jeg flippede ud? At jeg har det skidt? Eller bare, at jeg skrev det? Måske er det bare deres måde at sige: jeg har set det. Men jeg kan ikke bruge det til noget.
For mig føles det lidt som de sidste blomster til en kiste. Jeg har også lagt mærke til, at det oftere er fremmede, der rækker hånden ud. Og derfor forlod jeg Facebook. Derfor skriver jeg her. Når jeg skriver her, forventer jeg ikke respons. Jeg må ikke forvente det. Men det her er mit rum, mit lille sted i verden, hvor jeg kan dele opture og nedture, det gode og det mørke.
Pusterum er vigtigt
At puste ud er godt, men endnu bedre er det at få et kort feedback. Især nu i coronakrisen. Hvis feedbacken kommer fra en terapeut, der anerkender mine følelser og prøver at flytte mine tanker bare en smule, så er det win-win. Ofte er det ting, vi allerede har snakket om i forvejen. Og hvis vi ikke har, så bliver jeg nysgerrig, og så spørger jeg mere næste gang.
Så hvorfor skriver jeg, hvis jeg i forvejen kender meget af det? Godt spørgsmål. Men når man fanges i følelsernes vold, så er det kun det negative, der eksisterer. Alle de gode redskaber er væk. Og så fungerer det at sende en besked. Det er overlevelsesinstinkt. Og nej – du får ikke nummeret til min psykolog. Jeg skal passe på ham. Han kan ikke slides ned, for jeg har brug for, at han har overskud til mig.
Tilbage til problemet
Det var egentlig ikke meningen at skrive så meget om psykologen. Jeg ville fortælle, at jeg er knust over en situation, jeg selv har skabt (tak til mine fucking dumme følelser). Jeg skrev til en lærer på Louises skole. Ikke pænt. Ingen bandeord, men en grov tone. Jeg var vred. Eller bange. Og nu er det eksploderet.
Skolechefen Muriel mener, at hvis det skete én gang, vil det ske igen. Hun har åbenbart en magisk kugle. Og så røg der en underretning afsted. Den bliver lukket igen, for den er ubegrundet. Men tilliden? Den er væk. Hvordan kan jeg samarbejde med en skole, der allerede har lagt mig i skuffen med “uduelige psykisk syge, der ikke kan samarbejde”?
Det gør ondt. For de ser ikke, hvor engageret jeg er. At min psykiske sygdom også har gode sider. At jeg er struktureret, lever op til alle regler, altid står først i rækken til at hjælpe. Jeg er ikke et vildt dyr. Jeg er en mor, der bare indimellem har brug for fem minutter til at stille et spørgsmål. Ti måneder er gået godt. Og så kom corona-stress. Og nu er jeg stemplet.
Jeg er ked af det. Psykologen er på linjen, men det hjælper ikke meget denne gang. Tankemylderet er for stærkt, selvmordstankerne er der også. Jeg er bange. For kommunen. For systemet. For at mit liv vælter. For at miste min struktur, mit studie, og knække helt. Jeg er sur på corona-krisen. Sur, fordi den fodrer tankerne. Serverer idiotiske forslag på et sølvfad: “Gør det, så slipper du for angst og problemer.”
Men jeg har Louise. Hun er min beskyttelse. Hvis jeg følger tankerne, bliver hun alene tilbage. Med en far, der ikke vil have hende. Plejefamilie. Ensomhed. Hvis jeg ignorerer tankerne, bliver vi i helvede – men sammen. Og jeg ved, hvad jeg vælger.
Måske giver det mening, at jeg alligevel skrev så meget om psykologen. For selvom jeg er bange og knust, så er han lyset i tunnelen. Han hjælper. Han gør altid sit bedste.
Nu smutter jeg. Louise vil have opmærksomhed. Hun hader, når jeg græder. Hun forstår ikke, at jeg vil være alene. Hun prøver at trøste og kramme. Så nu skal vi lave sjov. Krabber og fingerkys. Det elsker hun. Og jeg elsker hende.
Vi ses på den anden side af corona-krisen.
Ekstra viden
Studier i krisepsykologi viser, at Covid19 nedlukninger ramte psykisk sårbare hårdere end andre: isolation forstærkede både angst og selvmordstanker. Små, stabile kontakter – som en enkelt sms fra en psykolog – kan fungere som livline, fordi de giver bevis på, at nogen stadig er der.