Jeg brugte hele dagen med Azazel – en dæmon forklædt som bog. Lydbogen slugte mig, mens jeg bujoede. Boris Akunin leverede retro-krimi, og min OCD sikrede, at selv dæmonen fik et passende billede.
Ged der forsvinder
Azazel betyder “ged der forsvinder” – den, der tager synderne med sig. Jeg har hygget mig hele dagen med den ørkendæmon. Ikke bogstaveligt, jeg har ingen evner til at hidkalde dæmoner (desværre). Nej, Azazel er en bogtitel. Og bogen er skrevet af Boris Akunin – eller rettere Grigory Chkhartishvili, for det er hans pseudonym. En lille fun fact, som du måske aldrig får brug for, men nu ved du det.
Bujo og baggrundsstøj
Jeg ville gerne læse en bog, men jeg ville også lave min bullet journal færdig. To aktiviteter, der ikke går hånd i hånd, medmindre man har lydbøger. Og det har jeg. Masser. Jeg havde ingen præferencer i dag – jeg ville bare have noget i baggrunden, så tankerne kunne lande i stedet for at fare rundt. Jeg er virkelig letantændelig de her dage. (Og ja, der findes dage, hvor jeg ikke er irritabel. Mange, faktisk. Bare ikke i denne uge.)
Så jeg trykkede play på næstførste bog fra min liste. Beregningen sagde 2-3 timer. Fin plan. Men jeg havde vist læst tallene forkert. Pludselig var klokken 22, og jeg hang stadig på lydbogen. Jeg kunne ikke lægge den fra mig. Måske er det i virkeligheden den bedste anbefaling: bogen var god.
Azazel af Boris Akunin
Azazel er første bind i serien om Erast Fandorin, en ung medarbejder i et detektivbureau i Moskva i 1876. Han er lavest i hierarkiet, men ambitiøs og klog – og selvfølgelig ender han midt i indviklede sager og forfærdelige hemmeligheder. En retro-krimi, der både fastholder læseren og lytteren. Jeg blev ikke forbandet, selvom jeg brugte hele dagen på dæmonen. Tværtimod – jeg glæder mig til næste bog i serien.
Min dag med Azazel var ikke en spirituel rejse, men en litterær én. Og den gjorde min dag bedre.
Kontroltrang
Jeg har desværre ikke noget billede af lydbogen, men jeg fandt et gammelt foto fra 2009 af en lille djævel, der sidder ved Marienkirche i Lübeck. Han kan passe fint som stand-in. Hvorfor? Fordi jeg har en kontroltrang, der kræver, at ting matcher, ser ens ud og passer ind i en serie og alle mine indlæg har et foto.
Ekstra viden
OCD (Obsessive Compulsive Disorder) handler ofte netop om kontrol, symmetri og tvangsmæssige ritualer. Studier viser, at mennesker med OCD-lignende træk oplever uro, hvis tingene ikke “matcher”. Ikke altid invaliderende, men det kan give en skæv, men kreativ disciplin i hverdagen – som at billeder og blogindlæg skal føles ens.
Jeg har ikke OCD. Men ofte føles det som om jeg har en stærk variant, når jeg opdager, hvor meget jeg styres af tvang til symmetri, oprydning og system. Det er bare sådan, jeg fungerer.