Planen var stilhed og ro, men virkeligheden bød på migræne, aftenvagt og et indlagt familiemedlem. Alligevel endte weekenden med perleplader, hygge og en sovende datter – og jeg følte mig faktisk som en heldig kartoffel.
Manuskriptet, der aldrig holder
Den heldige kartoffel, det er selvfølgelig mig. Det kan næsten ikke være anderledes. Efter otte uger uden pusterum, så stod der endelig “weekend uden barn” i kalenderen. Jeg havde kun en enkelt fredags aftenvagt, og derefter skulle det være mig, mig og stilhed. Det var tiltrængt efter jul, vinterferie, SSO og ansøgning til næste uddannelse. Jeg kunne mærke trætheden helt ud i fingerspidserne.
Manuskriptet til weekenden var skrevet: ro, afslapning, opladning. Men manuskripter og virkelighed er to forskellige ting. Hos mig er det nærmere sådan, at virkeligheden sætter ild til manuskriptet og danser rundt i asken.
Virkeligheden banker på
Bum! Migrænen besluttede at flytte ind for anden dag i træk. Ikke særlig ofte, det sker, men den valgte lige præcis nu. Jeg accepterede modvilligt og tog alligevel på aftenvagt. For hey, sygeplejersker med migræne kan vel også smile lidt til patienterne, ikke?
Så ringede telefonen kl. 14. Farmand var blevet indlagt – infektionstal alt for høje. Min refleksreaktion? At sige: “Det skal nok gå. Louise tager jeg med på arbejde. Tænk kun på at få det bedre, og giv besked, hvad lægerne siger.”
Det tog dog kun 15 minutter, før jeg satte mig ned og blev ked af det. Sjovt nok havde jeg dagen før sagt til psykologen: “Jeg hjælper aldrig mere, bla bla bla …” (okay, der var mange flere ord end bla bla bla, men du slipper for referatet denne gang).
Hygge, kaos og kartoffelglæde
Så weekenden blev ikke engelsk opgaver og stilhed. Den blev migræne, aftenvagt og Louise ved min side. Hun klarede sig fantastisk og var helt færdig, da vi kom hjem – hun faldt i søvn på få sekunder.
Jeg havde oven i købet nået at rydde op tip-top inden arbejdet, så vi kom hjem til et rent hjem. Og selvom alt gik stik mod manuskriptet, endte jeg med at føle mig … ja, som en heldig kartoffel For jeg slap nemlig for at læse godnathistorie – og enhver træt mor ved, at det faktisk kan være den største luksus af dem alle.
Så farvel stilhed, farvel engelsk opgaver – men hej til perleplader, påskepynt og en datter, der får det bedste ud af weekenden, selv når mor dingler rundt med migræne. Og måske er det netop det, der gør mig til en heldig kartoffel: at kaos og kærlighed altid finder hinanden herhjemme.