Efter bunker af kladder trykker jeg igen på udgiv. Perfektionisme må vige pladsen for pytknappen, bullet-lister og små sejre. En ny begyndelse med kaos, kontrol og masser af ord – stabilt uperfekt, men helt ægte.
Tilbage til tastaturet ⌨️✨
Efter en lang periode med kladder, kladder og endnu flere kladder – uden nogensinde at trykke udgiv – er jeg tilbage igen. Jeg vil prøve endnu engang. Denne gang med mere stabilitet og regelmæssighed.
Planen var egentlig at oversætte og rette de gamle tekster løbende. Det virkede overskueligt på papiret. Men i virkeligheden? Ikke helt. Ikke fordi mængden er for stor – men fordi mit hoved hurtigt bliver et lille stormvejr af kaos og uoverskuelighed.
Så jeg har lavet mig en bullet list. Den klassiske kryds-af-liste. For når punkterne er skrevet ned, kan jeg tage dem ét ad gangen. Og hver gang jeg sætter et lille ✔, føles det som en sejr.
Hvorfor skrive?
Fordi jeg har brug for det. Mere end nogensinde. Jeg har brug for at få mine tanker ud – helst her, på bloggen – og ikke på Facebook. Jeg overvejer faktisk helt at smutte fra Facebook. Det støjer, og jeg savner roen.
Så i stedet for at have bunker af halvfærdige tekster, skjuler jeg de indlæg, der ikke er klar. Nu vil jeg skrive løbende. Og de gamle ting? De kommer ud lidt efter lidt, ét indlæg ad gangen.
Farvel perfektionisme 🙂
Jeg har svært ved ting, der ikke er helt “klar til brug”. Hvis noget ikke er præcis, som jeg havde planlagt, kan jeg blive låst fast. Men nu siger jeg til mig selv: pyt!
Jeg skal lære at bruge pytknappen her i cyberspace, ligesom jeg øver det i hverdagen. Fleksibilitet er ikke min stærkeste side, men jeg prøver. Og jeg kan jo altid prøve igen… og igen… indtil det lykkes.
Sådan er det. Altid. Det er kun mig selv, der sætter begrænsningerne.
Så ja – jeg er tilbage. Ikke perfekt, men til stede. Og måske er det faktisk bedre end perfekt. Det skal nok gå, ikke?