En dag, hvor alt føles forkert, endte med et opkald fra lægen og ti dages ventetid. Ked af det og frustreret beskriver jeg følelsen af at blive overset – og minder mig selv om, at jeg stadig er menneske.
Alt er forkert i dag
Det umuligt menneske – det er mig i dag. Ikke kun i dag, men i dag føles det bare ekstra tydeligt. Alt er forkert. Fuldstændigt alt. Er jeg vred, eller er jeg frustreret? Jeg kan ikke vurdere det. Men jeg kan vurdere, at jeg er ked af det. Virkelig ked af det, helt siden jeg hoppede ud af sengen.
Lou-Lou sagde, at jeg hænger med mulen. Øv, øv med mig. Jeg troede ellers, det skulle blive en fin dag. Men så ringede læge-detektiven. De havde prøvet at få fat på mig i går, mens jeg sad hos psykologen. Jeg så godt det ubesvarede opkald. I dag tog jeg telefonen. Og det var ikke en rar samtale.
Hun – sygeplejersken (navnet er pist væk i mit hoved) – lod, som om hun havde været med til samtalen i torsdags. Hun sagde, at lægen ikke afviste mig. At jeg havde misforstået. Men altså… når det så “ikke er en afvisning”, så er løsningen at give mig en tid den 1. april. Om ti dage. Ti lange dage.
Ti dage føles som en evighed
Jeg spurgte, om de kunne huske, hvordan jeg så ud i torsdags. Og så lagde jeg på. For jeg har ikke flere kræfter til den slags. Hvis man sidder og græder, helt ligeglad med alt, og bliver sendt hjem med beskeden om at klare sig selv – så føles det ikke som hjælp. At blive tilbudt en tid halvanden uge senere er heller ikke hjælp.
Og ja, ja, jeg tager det sikkert alt for personligt og overdriver. Men lige nu kan jeg ikke andet. Måske tror de, det bare var skuespil – alle de tårer, al den håbløshed. “Udlændinge er gode til det.” Den sætning spøger stadig i mit hoved.
Uanset om jeg er indvandrer eller ej, så fortjener jeg at blive behandlet som et levende menneske. Ikke et objekt. Ikke en sag i kalenderen.
Jeg smutter for nu.
Det umuligt menneske ønsker jer alle en god dag ❤️