Mandag morgen rammer hårdt. Kaffe, vrede og tanker om nederlag og læger. Selvskade dukker kort op som tanke, men bliver afvist. Jeg forstår ikke, hvorfor tankerne kommer, men jeg skriver dem ud.
Det er mandag morgen. Selvfølgelig begynder dagen, og hele ugen, ikke godt. En klassisk mandag. Jeg er grådlabil, forvirret, vred. Jeg er oppe, jeg hælder kaffe i koppen, men jeg ved ikke engang, om det er en god idé. Men lad os sige, at det er. Jeg skal tage mig sammen (jeg hader det udtryk) og få en fucking god dag.
Jeg er ikke i humør til at sidde og skrive, men jeg prøver at puste ud de tanker, der sidder bag dagens humør. Det begyndte med, at jeg skal hente mine løbesko fra hospitalet. Og så rullede de andre tanker ind som et godstog uden bremser: krydsforhøret hos lægen, uvidenheden om studiet (ikke tvivl – bare frygt for at jeg ikke kan blive færdig, og at det bliver mit kæmpe nederlag), lægeerklæringen jeg skal have, men ingen læge, og ingen tillid til at gå til en læge igen. Når jeg tænker på det, så dukker hele klinikken op med sine problemer.
Jeg tænker, at jeg burde gå i bad, tage pc’en bagefter, cykle forbi en café, sætte mig ned og arbejde på nogle af blogkladderne. Bare for ikke at sidde alene herhjemme. Men så sniger en anden tanke sig ind: hvad nu hvis jeg går i bad, skærer håndleddene over og forbløder dér? Jeg gør det ikke. For hver gang dukker andre tanker op, der forhindrer de dumme handlinger. Alligevel forstår jeg ikke, hvorfor de kommer. Hvorfra? Hvorfor nu? Hvorfor overhovedet? Jeg vil ikke diskutere det mere. Ikke nu i hvert fald.
God mandag derude.
Ekstra viden: Tanker om selvskade kan opstå som “påtrængende billeder” uden at man ønsker at handle på dem. Psykologien kalder det intrusiv tænkning. De er ofte udtryk for stress, depression eller angst, men de er ikke det samme som handlingstrang. At tale om dem eller skrive dem ned kan reducere deres styrke, fordi man flytter dem fra “indre kaos” til “ydre ord”.