Morgendramaet gentager sig: Oxapax, tårer, Netflix som redning og en virkelighed, der føles sort. At overleve morgenen kræver kamp. Dagen sættes i kryds, og håbet er kun: lidt bedre i morgen.
Morgendrama
Morgendrama i dag igen. Det værste er at stå op. Hver eneste morgen det samme: et drama i sengen. Jeg vågner nogenlunde glad, eller rettere – uden at drukne i egne tårer. De fleste tænker, når de vågner: hvad skal jeg i dag? Jeg tænker det samme, men med omvendt fortegn: der er intet, jeg skal. Intet, der giver mening i hvert fald.
Når rusmidler holder op med at virke, kommer nedturen. Jeg tager ikke rusmidler, jeg beruser mig ikke. Jeg tager Oxapax. Ikke sovemiddel, bare beroligende. Det giver nogenlunde ro i søvnen. Men det er værst om morgenen. For det er dér dramaet udspiller sig. Jeg vågner, forsøger panisk at falde i søvn igen, forsøger at undgå tankerne, forsøger at undgå mig selv. Det er hårdt at være glad uden Oxapax. Og alligevel tager jeg det kun om aftenen. Jeg hader tanken om at skulle fortsætte med det. Men jeg hader også morgenerne uden.
I går overlevede jeg dagen med en serie på Netflix. Jeg har set den før, men genser den, fordi jeg har brug for noget, der holder fokus væk fra mit eget liv. Det virkede i går. Jeg kom fra seng til sofa. Hele dagen dér. I dag kom jeg først ud af sengen til middag. Senere end i går. Værre end i går. Jeg er mere ked af det. Jeg kan ikke holde fokus. Måske fordi jeg ser serien for anden gang? Måske fordi jeg er træt af at høre mine egne tanker gentage sig.
Hver gang jeg holder pause, falder jeg ned. Minuttet efter stopper alt med at larme, og virkeligheden råber til mig: græd nu. Og så står jeg dér, midt mellem Netflix og tårer, og prøver at vælge det mindste helvede.
Jeg kan ikke lide virkeligheden lige nu. Jeg føler mig lille og magtesløs. Intet godt venter derude. Alt er sort. Man skal bare igennem øjeblikket. Det siger de kloge. “Et øjeblik ad gangen.” Men når øjeblikket varer timer, er det ikke længere bare et øjeblik.
Jeg ønsker mig en bedre dag i morgen. Et lidt bedre humør. En mulighed for at snakke med et andet menneske. Hvem som helst. Jeg har ikke brugt min stemme siden torsdag. Kun få ord til mig selv. Og selv det er blevet mindre. Som om jeg og mit eget ekko har opgivet hinanden. Det er ikke godt.
Jeg sætter et kryds. Dagen er snart slut. Overstået. Jeg går i seng. Godnat.
Ekstra viden: Psykologer beskriver ofte morgenstunden som den sværeste for mennesker med depression eller angst. Kroppen vågner, men hjernen er endnu ikke på plads – og kortisolniveauet er højest om morgenen. Ingen trøst, bare en forklaring.