Fra lånte billeder til egne fotos – røgelse og blogging gør mig uventet kreativ. Samtidig kæmper jeg med cookies, klinikstart og perfektionisme. Men pytknappen er trykket: bloggen behøver ikke være perfekt for at være min.
Røgelse, copyright og pytknappen
Røgelse er bestilt. Røgelse er kommet. Og det betyder, at mit header-billede på bloggen – det gamle, lånte fra nettet – nu kan skiftes ud med mit helt eget. Det samme gælder billedet til “tankemylder”-indlægget.
Jeg har længe haft en plan om, at bloggen skulle være helt min egen. Ingen lånte fotos, ingen halvvejs-løsninger. Dengang (2019) fandtes der jo ikke en ChatGPT, der kunne hjælpe med at lave billeder på stedet. Så jeg var afhængig af andres fotos. Men nu kan jeg endelig begynde at bygge mit eget billedarkiv op, fra bunden. Og det føles godt.
Cookie-krigen
Det eneste, der stadig hænger over hovedet, er de berømte EU-regler om persondata og cookies. Åh, cookies. Ikke dem med chokolade, desværre.
For hvorfor er det så problematisk? Jeg indsamler jo ingenting. Jeg tracker ikke, jeg gemmer ikke, jeg snager ikke. Det kan være, at dem jeg betaler for skabeloner eller webhotel gør – men jeg? Nej. Jeg har besluttet, at det ikke må fylde mere i mit hoved, end det allerede gør. Jeg opklarer det undervejs.
Klinik og kamera
Jeg begynder i klinik igen den 4. februar. Og det kan betyde, at jeg ikke når at få styr på alle de tekniske detaljer med det samme. Men det er okay.
For helt ærligt – jeg har aldrig prøvet at fotografere røgelse før. Det lyder næsten kunstnerisk, ikke? Men det er faktisk det, bloggen gør ved mig: den får mig til at opdage, at jeg kan mere, end jeg troede. Jeg er begyndt at tage billeder, tilpasse dem til tekster, og jeg opdager, at jeg faktisk er ret god til det. Det havde jeg ikke set komme.
Øvelse: fleksibilitet og pyt
Der er dog en vigtig pointe midt i al min røgelse og mine billeder: jeg skal øve mig i at være mere fleksibel.
Det er okay ikke at have det okay. Det er okay ikke at være perfekt. Og det er okay, at bloggen ikke er 100% tip-top hele tiden. Jeg kan forbedre løbende. Jeg kan give slip på det med at have ALT på plads, inden jeg trykker “udgiv”.
Så jeg siger til mig selv: måske springer du nogle forbedringer over. Måske er tingene ikke helt perfekte. Men det er stadig godt nok. Og det er en stor ting at kunne sige for en kontrolfreak med hang til orden og struktur.
Jeg giver mig selv tid. Tid til at lære, tid til at vokse, tid til at finde balancen. Bloggen fortsætter. Røgelsen brænder. Og pytknappen? Den skal trykkes lidt oftere.