Jeg lever i en anden verden, uden tid og uden virkelighed. Jeg græder, jeg er ligeglad, og jeg vil blive dér for evigt. Kun Louise holder mig fast på den jordiske rejse.
Hvor rent fysisk den anden verden befinder sig, kan jeg ikke præcisere. Men jeg er der nu. Et sted ude i uendeligheden. Jeg har mistet fornemmelsen af virkelighed og tid. Det føles virkelig mærkeligt, men samtidig bliver jeg mere og mere glad for den følelse, dag for dag.
På den ene side ved jeg ikke, hvad jeg skal. Ikke bogstaveligt. Jeg ved, at jeg har eksamener snart, jeg skal læse pensum til kompetencevurdering, jeg skal læse højt i engelsk. Men jeg ved ikke hvordan. Jeg sidder og glor på mine noter og hæfter, og det føles som om det hele er ligegyldigt. Det ser ud som om jeg har svært ved at forstå og acceptere det, jeg skal. Jeg er ked af det, jeg græder ofte. Jeg har ikke udvekslet et ord med et andet menneske siden fredag morgen. Ikke fysisk face to face. Jeg besvarede en e-mail i går – eller rettere: jeg videresendte den bare.
Jeg skrev også et par SMS’er i går. Og igen har jeg sendt en person væk fra mit liv. Er jeg ked af det? Overhovedet ikke. Jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med, hvad der sker om tre timer, om to måneder. Jeg prøver at fange virkeligheden, men det er umuligt. Alt føles surrealistisk og ikke mit eget. Mærkeligt er det også, at jeg stadig skal hente Louise og lave mad.
Jeg vil blive her for evigt. I min anden verden. Jeg vil ikke se nogen, jeg vil ikke tale med nogen, jeg vil bare blive her. Jeg vil have, at alt og alle lader mig være. Jeg tror heller ikke, jeg vil tilbage til den “reelle” verden. Det her føles fint. Det føles som om der kun findes “nu”, og at der ikke kommer noget bagefter. Jeg fik en tanke i går: at min hjerne gik i stå, at den ikke kunne mere, og at jeg var ved at miste forstanden. Ja, bogstaveligt føles det som om jeg ser stor ud af udseende, men kun er tre år gammel indeni. Jeg har lukket ned. Det tror jeg.
Det eneste, jeg ikke kan lide ved det, er at jeg er så ked af det. At jeg græder det meste af tiden. Det sker mest, når jeg prøver at fange virkeligheden – når jeg bliver klar over, hvor skidt det egentlig går. Måske. For i det sekund vender jeg øjeblikkeligt tilbage til “efka-do-not-exist-galaxy” og lader være med at tænke på det jordiske liv.
Ville det være muligt, ville jeg blive herhjemme for evigt, præcis som det er nu. Kun korte fakta-ture efter mad. Skole og hjem. Hvis Louise kunne stoppe i skolen, ville vi bare være hjemme sammen og lave ingenting. Men hun har det godt i skolen. Så jeg overlever nok den jordisk-galaktiske rejse to gange om dagen.
Ekstra viden: Den følelse, hvor alt bliver uvirkeligt, kaldes ofte derealisering eller depersonalisering. Mange oplever den under stress, angst eller depression. Hjernen skaber en slags mental distance for at beskytte dig, når presset bliver for højt.