Jacob Skyggebjergs Hjælp er en bog fuld af “man-ord” og fem års ødelæggelse, som jeg aldrig helt kunne mærke. Den står tilbage som en advarsel om ansvar, konsekvenser – og psykiatriens hårde vilkår.

En “man-ord” bog

Jeg blev inspireret til at læse Hjælp af Jacob Skyggebjerg gennem DRK’s Vild med bøger. Allerede fra de første sider mærkede jeg, at den ramte noget i mig. At systemet er sygt, vidste jeg i forvejen – men her troede jeg måske, jeg kunne spejle mig i hovedpersonen.

Jeg kaldte den hurtigt en man-ord-bog. Fordi “man” fyldte alt. Hele tiden: man gør, man tænker, man siger… Til sidst sad det fast i hovedet på mig, og jeg tog mig selv i at tælle “man-ordene”. Der var 421 på mindre end 288 sider da mange sider er bare fotokopi af dokumenter. Det blev næsten et projekt i sig selv – og måske siger det mere om mig end om bogen.

5 års ødelæggelse?

På indersiden af omslaget skriver Skyggebjerg: “5 års ødelæggelse.” Jeg forstår godt, at det er hans personlige oplevelse, og jeg håber, det hjalp ham at sætte ord på og finde et pusterum. Men hvor er ødelæggelsen henne i bogen? Jeg kunne ikke finde den.

Jeg kender selv psykiatrien indefra. Jeg har også på et tidspunkt låst døren og spist nøglen, fordi jeg ikke ville lade nogen åbne. Ja, man får ofte mere stress end hjælp i systemet. Den formulering i bogen om journalen ramte mig faktisk. Den kunne jeg lide.

Skuffelse og vrede

Men en anden følelse, bogen efterlod, var skuffelse. Og måske vrede. Ikke fordi jeg ikke forstår manden, men fordi jeg ikke følte med ham. Jeg læser side efter side om, hvordan han flygter, hvordan han slipper for at oplyse adresse, hvordan han får et job og så bliver anholdt. Men hvor er ansvaret?

Jeg kender selv følelsen af at dumme sig og bagefter skulle bide i det sure æble. Men her blev rollerne vendt rundt. Han spillede psykopat, han var stolt af det, og bogen ville have mig til at føle med ham. Det kunne jeg ikke. Jeg synes, han selv serverede de fem års ødelæggelse – fordi han ikke ville tage konsekvenserne.

Når man siger A…

Det negative i bogen er, at jeg savnede en afslutning. Noget mere oplyst. Hvis man siger A, må der komme et B. Jeg ville gerne vide: hvad fejlede han egentlig? Ikke for sladderens skyld – men fordi helheden ellers falder sammen.

Til sidst blev det ærligt talt kedeligt at læse de journalnotater. Den samme klage igen og igen. Det blev gentagelser mere end indsigt.

Vidste du at…

I psykologien kalder man “man-sprog” en måde at skabe afstand til sig selv på. Når man siger “man gør” i stedet for “jeg gør”, undgår man at tage fuldt ansvar for sine handlinger og følelser. Det kan virke beskyttende i kriser – men i en fortælling kan det også skabe irritation, fordi man som læser mister den personlige kontakt.

Min konklusion

Alt i alt: et par fine pointer, ja. Men min anbefaling er faktisk til dem, der tror, man kan sjuske uden konsekvenser. For det kan man ikke. Man sover, som man redder sin seng.

Jeg læser Hjælp som et advarselsflag: Træd varsomt ind i psykiatrien. Overvej, om du er i stand til at acceptere konsekvenserne. Ellers risikerer du – ligesom Skyggebjerg – at skabe dine egne års ødelæggelse.