Jeg føler mig reduceret til rester. Tavsheden presser, hovedpinen hamrer, og listen af opgaver vokser. Jeg vil bare bruge min stemme, tale med et andet menneske og mærke, at jeg stadig findes.
Rester af mig og ikke mig
Rester af mig. Og ikke mig. Sådan føles det. Som om jeg går rundt i en krop, jeg ikke længere helt ejer. Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Listen er klar. Den kilometerlange liste står og blinker i baghovedet. Jeg skal skrive til UVM. Jeg skal udfylde feriepenge på borger.dk. Jeg skal kontakte fagforeningen. Jeg skal bestille tid til Louise hos tandlægen. Jeg skal selv til lægen. Og så er der resten. De ting jeg ikke engang tør begynde at remse op. Listen er længere end dagen, og hovedet er tungere end kroppen kan bære.
Det er sjette døgn med konstant hovedpine. Ikke bare en lille trykken, men en hammer. Udmattelse uden pause. Jeg er træt, uden energi, uden humør. Det føles som at være smeltet ned til rester. Rester af mig. Ikke mig.
Tavshed.
Tavshed, når den er påtvunget, er ubærlig. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst talte med et andet voksent menneske. Et menneske, der ikke var mig selv. Jeg kan mærke det: jeg langsomt forsvinder. Kun små rester af mig er tilbage. Og fremtiden? Jeg kan ikke se den. Jeg kan ikke se længere end fem minutter frem. Måske er der slet ikke nogen fremtid. Måske er det her bare alt.
Og så ved jeg samtidig, at det er mine egne tanker, der trækker mig ned. At de får mig til at føle mig endnu mere som et spøgelse i mit eget liv. Jeg ved det. Men det ændrer ingenting.
Jeg plejer at skrive meget. Skrive mig ud af det. Kilometerlange tekster. Men i dag kan jeg ikke. Ordene kommer ikke. Og måske er det fint nok. For det hjælper ikke altid alligevel. Nogle dage kræver det tusind ord, andre dage bare tavshed. I dag er en tavshed-dag.
Jeg vil bare tale med nogen. Face to face. Emnet er ligegyldigt. Det kunne være vejret, pizza eller om der stadig er tilbud på Nutella i Netto. Jeg vil bare bruge min stemme. Ikke til mig selv i spejlet. Ikke som et ekko i et tomt rum. Men til et menneske. Et levende menneske, der ser mig, og svarer mig.
Ekstra viden: Psykologer kalder det “social deprivation”, når mangel på menneskelig kontakt gør, at man mister fornemmelsen af sig selv. Det er derfor stemmen føles vigtig. Derfor det føles som at forsvinde, når ingen svarer.