Hr. Verbatim sagde stop, og jeg måtte redde 15.000 billeder. Efter to dages maraton-sortering står kun 2000 tilbage – kronologisk, overskueligt og klar til billedbog. Et projekt syv år undervejs blev endelig færdigt.
Hr. Verbatim går på pension
Jeg kalder det den historiske oprydning – for det handler ikke bare om rod i skuffer og skabe, men om at rydde op i min livshistorie. Min gamle eksterne harddisk, hr. Verbatim, sagde pludselig stop. Han begyndte at lyde som en traktor, og pop-ups med “teknisk fejl” blinkede som julelys. Og ja – hele lageret med billeder og dokumenter siden 2008 lå dér. Panik!
Nogle billeder lå stadig på min gamle stationære pc, men den nægter at tænde. En stor del af min livshistorie er fanget derinde. Øv, øv, øv.
Fra 15.000 til 2.000
Redningsaktionen tog næsten to dage. 15.000+ billeder skulle gennemgås. Jeg må indrømme – jeg er selv skyld i antallet. Burst-funktionen er sjov, men den fylder altså! Og når man ikke rydder op undervejs, ender man med 17 kopier af samme motiv.
Jeg sorterede alt ned til 2000 billeder. To mapper: “Alt muligt” (mig og mine hobbyer) og “Louise”. Derefter daterede jeg alle billeder af Louise – fra fødsel til dags dato. Nu har jeg kronologien på plads, så prinsessen kan bladre sig gennem sit liv uden at falde over 15 dubletter af samme smil.
Albummet der blev gave
Planen er at lave et flot fotoalbum – en rigtig billedbog fra fødsel til børnehavens slut. Skolestart bliver begyndelsen på et bind to, for første skoledag føles som starten på voksenlivet. Og her napper faren fordelen: han har en rund fødselsdag snart, og albummet bliver en perfekt gave.
Av min arm
Jeg var stiv i både nakke og arm efter timer foran skærmen. Men lettelsen over endelig at have styr på billederne, den var det hele værd. Videoerne var en anden historie – 768 små og store film måtte flyttes via syv USB-stik á 8 GB. Det er lidt af et projekt at samle dem til større klip med “første skridt”, “første sang” og alle de andre guldkorn. Men den del må vente til efter eksamen.
Jeg gjorde det!
Jeg vil faktisk bare rose mig selv lidt her. Jeg har prøvet at begynde på det hundrede gange og altid givet op. Denne gang holdt jeg ud. Jeg har styr på Louises livshistorie (i billeder i hvert fald), og hun kan se sig selv vokse op i rækkefølge – uden rod og uden dobbelt op.
Den historiske oprydning erklæres hermed færdig.