Hos lægen blev jeg stemplet som misbruger, udlænding, patient uden tillid. Jeg gik hjem, græd og tænkte på døden. Alligevel står én sejr tilbage: 149 dage uden smøger. Stædighed midt i håbløsheden.
Fordømt fra start
Jeg sad i dag hos en praktiserende læge. Han hedder Sune G. Jeg gik derfra ked af det, afvist, fordømt. Ikke et eneste spørgsmål om, hvordan jeg egentlig har det nu. Bare krydsforhør. Som en narkoman. Som en psykopat.
Hvorfor, hvorfor, hvorfor
Hvorfor stoppede jeg hos den forrige familielæge? Hvad betyder det nu? Hvorfor er jeg gruppe 2 patient? Min verden væltede. Jeg ville gemme mig for evigt. Men detektiven – lægen – skulle have mere. Han fik mit samtykke til at hente journalen. Men ærligt: jeg tror ikke, jeg har kræfter til at sætte mig ind hos ham igen. Jeg har klaret mig 1,5 år uden læge. Jeg havde mistet tilliden. Og i dag fik jeg ikke bygget den op igen.
Klokkerne ringer
Jeg havde brug for en sygemelding. En pause, så jeg kunne koble på studiet og tage mit semester om. I stedet fik jeg en mur i hovedet. “Når der kommer en gruppe 2-patient og spørger om sovemedicin, alle klokker ringer,” sagde han. Tak for den. Jeg sad der og græd. Misbrugere gør vel ikke det? De tigger. Jeg blev bare reduceret til et stempel: udlænding, misbruger, systemudnytter. Ikke et menneske med et studie, et liv, en kamp.
Den bitre tanke
Jeg gik hjem. Jeg havde lyst til at ringe til ham: sige, at han kan få sine piller tilbage. Melatonin, no thanks. Jeg har 700 i skabet. Jeg kunne tage dem på én gang, så ville brokkeriet slutte. Så kunne han puste lettet ud. Men så er der Louise. Hun ville være ked af det. Så jeg lod være.
Psykolog og tomheden
Godt at psykologen er på linjen. Han er den eneste, der kan støtte. Jeg ved ikke, hvad han tænker, når jeg skriver. “Åh nej, det er hende igen, holder hun nogensinde op?” Måske. Men han er der.
Resten af dagen
Jeg sad ved spisebordet, stirrede ind i skærmen. Hop fra Facebook til DBA så til Forældre Intra. Ikke for at læse. Bare hop-hop-hop. Så græd jeg. Så fik jeg hovedpine. Så tænkte jeg på døden. Er det ok at dø nu? Eller ej? Hvad skal jeg stille op i resten af mit liv? Lige nu: ingenting. Jeg føler mig som en taber. Ikke helt. 149 dage uden smøger. Det er en succes. Jeg har flere. Men lige nu er de gemt væk under det tunge, stinkende “down-in-a-hole-tæppe”.