Eksistentiel krise, klinik-kaos og en Rasmus med følelser. Midt i stormen prøver jeg at finde balancen mellem nærhed og grænser – men mest af alt drømmer jeg bare om ro og et hjemligt pusterum.
Sur kælling og eksistentiel krise
Det slog mig først her til morgen – hvor perfekt det passer med, hvordan jeg har haft det de sidste dage: sur kælling, brokkehoved og midt i en eksistentiel krise. Og som altid… ingen siger et ord til mig.
Rasmus og behovet for nærhed
I går fik jeg chattet lidt med Rasmus. Det lettede trykket, men samtidig skal jeg passe på. Han er tydeligvis tændt på mig, og jeg vil ikke såre ham. Men jeg kan heller ikke lyve: jeg har brug for nærhed, for kærlighed – ikke den romantiske, men den venlige slags. Derfor vil jeg egentlig gerne mødes med ham, selvom det føles som at balancere på en knivsæg.
Klinik og studieplan
Ellers tæller jeg ned. Kun få dage tilbage i klinikken. Studieplanen ligger der stadig som en ubesvaret mail i mit hoved – ingen følger op, heller ikke mig. Jeg burde fylde den med indhold, men lige nu kan jeg knap fylde mig selv med energi.
Hjemme er bedst
Så måske er sandheden bare, at jeg helst vil blive hjemme. Få styr på tingene. Finde ro midt i stormvejret. For jeg trives ikke, når alt blæser rundt, og jeg ikke kan finde fodfæste.