Advarsel: hård og lang læsning. Tankemylder i rå form, hvor livet vakler mellem kærlighed til et barn og mørke tanker. Ord skrevet for at overleve – ikke for at forskønne.
Tanker angriber mig
Hvad så, at jeg lige er blevet uddannet SOSU-hjælper? Nu ændres alt, og pludselig er det SOSU-assistenter, der er mest brug for. Man knokler sig igennem praktikker, opgaver og eksamener – og til sidst får man at vide, at man bare har spildt sin tid.
Man åbner sig over for fremmede mennesker, fortæller dem, hvor dum man føler sig, og falder næsten på knæ for at bede om nogle små redskaber. Bare lidt hjælp.
Dumme mig
Hvor dum skal man være? Det er ubeskriveligt. Hvordan kunne jeg tro, at der ville komme hjælp, og at det ville blive bedre?
Fra møde til møde gentager jeg mig selv, slynger det samme lort ud igen og igen. Så kommer jeg hjem, bliver dårlig og tænker: hvorfor sagde jeg det hele? Men næste gang møder jeg alligevel op. Og så starter den onde cirkel af tanker forfra.
Til sidst føles det, som om man bliver til en krop på et retsmedicinsk bord. Skåret i stykker, men hjernen bliver ved med at køre, fuld af de samme tanker, problemer og behov. Man ligger dér og ved ikke engang, om man er død eller stadig levende.
Der er intet privat tilbage, intet kun ens eget. Ikke engang de små hemmeligheder. Man ligner en åben bog, siderne er krøllede og smadret af hundredvis af hænder, der har bladret hurtigt igennem uden at standse. Ingen stopper op. Ingen går tilbage og læser en side for anden gang og tænker: Måske er det her et råb om hjælp?
Nej, man skulle lære gennem livet
Man skulle lære, at det private altid skal gemmes for sig selv. Man skal regne med, at ingen tager imod, når man siger, at der er noget galt i familien. Man skal være en dygtig skuespiller, med det falske smil limet fast, så alt ser ud, som om det går godt. Som om vi bare er en velfungerende familie uden problemer.
Man skulle aldrig åbne sin fucking kæft og sige: “Vi har det svært.” Jeg har det svært. Din idiot! Det er jo ikke første gang, du har det svært – og det bliver helt sikkert heller ikke den sidste. Så sidder jeg og tænker: Hvorfor!? Hvorfor troede jeg, at et lille menneske – mit lille menneske – ikke kan klare det? Hvorfor har jeg ikke stolet på hendes evner?
En gang var jeg jo selv et lille menneske. Jeg har klaret mig igennem alt det lort helt frem til i dag. Jo, jeg blev et lidt mærkeligt, stort menneske, men jeg har stadig kræfter, stadig styrker nok til at gå videre. Hvad var det, jeg ville vise? Næstekærlighed? Et forbillede? Aner det ikke.
Jeg burde droppe det der med at spille perfekt mor. Jeg burde droppe det med at åbne mig for fremmede. For til sidst skal vi alle dø, og jeg har alligevel ikke så meget tid tilbage. Jeg burde ikke tænke så meget på alt det. For mit lille menneske – hun ville helt sikkert finde sine egne redskaber, sine egne måder at klare livet på.
I stedet for at blande hele verden ind i vores liv, burde jeg have fokuseret på mine stærke sider. Ressourcerne jeg har. Og så burde jeg have hældt dem ind i hendes hoved.
Men nej. Min evige, magnetiske evne – det, jeg kalder for “jeg elsker at være i knibe” – tog over igen. Jeg kan ikke lade være. Jeg kan ikke leve uden at skabe problemer. Jeg bliver altid opslugt af kampen bagefter, uanset hvad den handler om.
Jeg savner psykolog Krystyna
Hun var omkring 30, dengang vi mødte hinanden. Hun åbnede mine øjne. Hun fik mig til at se på mig selv. Hun lagde våben i mine hænder og lærte mig, hvordan jeg skulle bruge dem. Derefter blev det bedre. Jeg fungerede uden medicin i flere år. Kun indimellem tog jeg noget for at kunne sove, når hverdagen pressede for hårdt.
Selv i dag kan jeg mærke, når en nedtur nærmer sig. Jeg kan gribe fat i mig selv, jeg kan finde ud af, hvad jeg skal gøre. I de fleste tilfælde ved jeg, hvilket redskab der er det rigtige – afhængigt af den nødsituation jeg står i. Og jeg kan handle på det. Så bremser mit intercitytog, det der ellers kører mod “Efkas sidste rejse”. Lyset bliver rødt, toget standser, og jeg kan sige tak for turen og hoppe ud – over på perron 2, hvor et andet tog står klar. Det tog, der hedder: “Efka, du er ikke færdig endnu. Du har stadig noget, du skal ordne.”
Men sandheden er, at jeg mange gange er blevet et ondt, pinefuldt og hævngerrigt menneske. Vrede. Had. Aggression. Det var altid de følelser, der fik mig til at skifte kurs. Det var dem, der trak mig væk fra dødstoget og tilbage til livet. Og det er fandme ubehageligt at indrømme, at det næsten altid var de mørke sider, der holdt mig i live – ikke livsglæde. Jeg ville ønske, det var omvendt. Men sådan er det ikke.
Måske ville alt have set anderledes ud, hvis jeg ikke altid var holdt op med medicinen, så snart jeg fik det lidt bedre? Men jeg kender jo mig selv. Jeg er et kærligt menneske. Jeg græder, når en gammel dame kæmper med at få varerne ned i tasken ved kassen. Jeg græder, når Grisling i Peter Plys er bange. Jeg er fjolset, der laver ballade døgnet rundt, der kan vende selv de største problemer om til et grin.
Jeg er en, folk får tillid til – stor tillid endda. Men det kræver altid tid. Jeg holder afstand, jeg tester, jeg beskytter mig selv. Og først når folk virkelig lærer mig at kende, finder de ud af, at de godt kan lide mig. Men de fleste opdager aldrig, hvor mine regler, mine mønstre, mine underlige holdninger stammer fra. De forstår sjældent, hvorfor jeg er, som jeg er.
Sådan er jeg ikke, når jeg tager piller. Medicinen gør mig til en zombie. En levende, stabil, melankolsk zombie. Ja, fordelen er, at jeg ikke bryder så let sammen. Men jeg hader den tilstand. Jeg hader at være flad og følelsesløs. For jeg elsker følelser. Jeg elsker at mærke dem – alle sammen. Glæde, vrede, sorg, kærlighed. Det gør mig overbevist om én ting: at jeg stadig er i live.
Nå, sandheden er også, at jeg fandt ud af, at hele den der mønstrede, regel-agtige, stive og rutinerede måde at være på – den skyldes muligvis min sidste diagnose. Ja, bare én oven i bunken af de andre. Jeg samler åbenbart på diagnoser.
Det var faktisk lidt grotesk sjovt at læse en pjece med en hel liste af redskaber, der kunne hjælpe hverdagen til at fungere bedre. Jeg sad og tænkte: Fuck! Alt det, der står her, har jeg jo allerede gjort længe. Helt af mig selv.
For det er jo det, vi mennesker kan. Vi laver vores egne små redskaber, helt ubevidst, så vi kan fungere bare nogenlunde. Og det er ikke bare godt. Det er fucking sejt! Det er instinkt. Ligesom dyr handler for at overleve, gør vi mennesker det også. Vores værktøj er bare lidt mere usynligt.
Og ja – hvor er det egentlig dejligt at rose sig selv lidt. Det burde vi alle sammen gøre mindst én gang om dagen. Klap dig selv på skulderen: du overlever, du står her endnu.
Psykisk sygdom forsvinder ikke når du roser dig selv
Men uanset hvor meget ros man giver sig selv, uanset hvor stolt man prøver at være – så forsvinder psykisk sygdom ikke. Den bliver bare siddende. Usynlig, men altid til stede. Som en skygge bag øret. Den skifter mellem at være god og ond, rask og syg, og tager styringen over tanker og handlinger på skift.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en bog fra min skoletid: Cudaczek wyśmiewaczek (på dansk ville det nok hedde noget i retning af den lille dumme grinebasse). Den handlede om en pige, der havde et lille usynligt væsen bag øret. Det hviskede hele tiden til hende, fortalte hvad hun skulle gøre – og det var næsten altid noget ondt. Derfor havde hun svært ved at få venner, og de andre børn kunne ikke lide hende.
Jeg tænker tit, at den bog burde oversættes til dansk. Den ville være genial til at forklare børn – små pårørende – hvordan det kan føles at leve med noget som skizofreni eller andre psykiske lidelser. En børnebog, der siger mere end tusind voksenord.
Puha. Jeg satte mig egentlig bare til tasterne for at distrahere mine tanker – de har været tunge og grimme i de sidste to måneder. Men midt i alt det her kom der pludselig en idé, som føltes rigtig. Og det gav mig faktisk et lille smil.
Men så… let’s go videre. Jeg har mistet tråden. Hvad var det, jeg ville sige? Nååå ja – de små mennesker, der vokser op i familier, hvor forældre har psykiske problemer.
Som jeg nævnte før, så blev jeg 43 for et par måneder siden. Barndommen og skoletiden – lorteår begge dele – er bag mig nu. Men det var dér, mine forældre kunne have reddet min psyke, hvis de havde villet. Eller kunnet. Jeg husker selvfølgelig ikke alt, men nogle perioder og situationer står lysende klart.
Hjernen er jo et vildt organ
Vidunderlig og samtidig pisseuopdaget. Den driller stadig forskere, neurologer og andre, der elsker at rode i organer – døde såvel som levende.
Vores hjerne… et blødt stykke kød? (Jeg har aldrig haft en i hånden, men det kunne jeg faktisk godt tænke mig – bare for at se og mærke, hvordan den føles.) Ulækker at se på, men alligevel den bedste harddisk i universet. Den styrer os uden at vi får lov at blande os. Den prøver konstant at sikre, vi kan fungere – sender faresignaler, blokerer dumme ideer, eller nogle gange bare melder “error” og nægter at samarbejde.
Det, jeg bedst kan lide, er hjernens egen regcleaner. En lille bitte støvsuger, der snurrer rundt, mens vi sover, og suger alt det skrald væk, der ellers kunne få os til at vågne op i lortestemning. Men støvsugeren har en fjende. En batterityv. Nogle gange render fjenden med energien, og så mister hjernen forbindelsen til sin egen oprydning.
Så har vi balladen. For den fjende er det samme væsen, jeg før har nævnt – det bag øret. Det elsker stress, hverdagsproblemer og sygdom. Alt, der svækker os. Det er dens yndlingsmiljø. Der vokser den, bliver større, stopper med at hviske og begynder at råbe så højt, at vi nogle gange kigger os omkring for at tjekke, om andre mon også kan høre den.
Og så begynder hjernen at gå i stykker. Støvsugeren nægter at køre mere. Alt ligger hulter til bulter: dagens detaljer, følelser, tanker. De er ikke sorteret, ikke lagt i skuffer. Det hele flyder. Og så begynder tingene at klistre sammen. Et kærligt minde limer sig fast til en dårlig oplevelse, og pludselig ved man ikke, om det minde, man går rundt med, faktisk var kærligt – eller om det egentlig var en fejl, noget grimt, noget forkert.
Kaos
Og kaos kan være uendeligt og uoverskueligt. Derfor burde alle de store mennesker holde øje med det lille væsen bag øret. Sørge for, at der bliver ryddet op i skufferne hver aften, så det lille menneskes hjerne altid forbliver nogenlunde velholdt.
Men mine store mennesker? De var ligeglade. De lod både væsen og støvsugeren sejle. Alle de dårlige ting, jeg gjorde som barn, blev altid kommenteret forkert. Uanset hvad, var det min skyld. Jeg var dum. Jeg var besværlig. Jeg var alt muligt andet end god nok. De komplimenter fodrede mit væsen, som et lækkert måltid hver dag.
Mangel på at blive hørt. Mangel på at nogen troede på mig. Det blev som dessert for væsenet, og til sidst blev det min bedste ven. Når jeg kigger på det nu, med voksne øjne, kan jeg konkludere, at mine forældre i praksis dømte mig til at blive psykisk syg. Jeg blev forladt uden støtte, uden hjælp, selvom der var masser af advarselssignaler.
Omkring 11-årsalderen startede jeg et helt nyt liv. Det var ikke længere mine forældre, der var mine forbilleder. Chefen var væsenet. Sammen med det kunne jeg sidde alene i timevis og drømme om en fremtid, der altid så helt anderledes ud, end virkeligheden var.
Som barn, der følte sig uelsket, uønsket og værdiløs, fandt jeg en udvej: fantasi og eventyrverden blev min verden. Og jeg var faktisk dygtig til at læse. Jeg læste det meste af min fritid. Mange gange sent om natten, under dynen med lommelygte. Mit syn blev dårligere, men det var ligegyldigt.
Jeg blev den elev, der hvert år fik en pris for at have læst flest bøger. Det var min styrke. Det gjorde mig god til stavning og grammatik – alt sammen takket være bøgerne. (Se bort fra min danske ordstilling i dag, den sidder stadig ikke helt i skabet, men stavningen er stadig tiptop.)
Jeg var altid stolt af de priser. Men samtidig var jeg misundelig på min lillesøster. Hun fik aldrig pris for læsning. Til gengæld fik hun hvert år et bevis med en rød stribe igennem – den, man kun fik, hvis man havde topkarakterer i alle fag, inklusive opførsel. Altså: man skulle være den perfekte elev.
Og dér haltede jeg
Jeg kunne klare de andre fag, men ikke opførslen. For jeg var ikke sød, som min søster var. Jeg havde altid svar på alt, diskuterede for meget med lærerne, sloges med drengene som ugens projekt, og lavede ballade i det små. Så var der jo ingen chance for den røde stribe.
Som 12-årig havde jeg ikke flere bøger at læse på skolens bibliotek. Jeg havde læst det hele. Så jeg begyndte i voksenafdelingen – morfars og stedfars bogsamling. Store, tunge trilogier som Potop og Ogniem i mieczem var allerede slugt, før jeg fyldte 13.
Så kom turen til krimierne. Hele Agatha Christies samling røg hurtigt igennem. De var spændende, men alt for korte. En krimi om dagen, som et lille måltid for væsenet. Og væsenet var lykkelig.
Alle daglige rutiner, værdier og livsplaner blev skubbet i baggrunden. Jeg gik rundt med hovedet fyldt af fantasier – spændende, farlige, umulige. Jeg planlagde ting, jeg spekulerede på, hvordan umulige ideer kunne blive mulige.
Jeg havde ikke venner i min klasse. Men jeg havde altid mindre piger omkring mig. Jeg elskede at lege lærer. De kom hjem til mig for at lave deres lektier. Jeg var aldrig god til at forklare ting, men lektierne blev altid lavet. De skulle være pænt skrevet, uden fejl.
Når jeg ser tilbage, forstår jeg, at jeg dér fik en følelse af magt. Jeg kunne bestemme lidt over nogen. Dengang var jeg ikke bevidst om det, men væsenet nød det.
Men det var ikke kun lektierne, der fyldte min tid. Jeg husker det, som var det i går: hvor mange gange jeg spekulerede over de pigers forældre. Tænkte de aldrig på, hvor deres børn var? Bekymrede de sig ikke?
Og så kom de mørke tanker. Jeg tænkte: hvad hvis jeg dræbte en af dem?
Sammen med væsenet blev det til planlægning af det perfekte mord. Jeg gennemgik det hele i detaljer: Ingen måtte vide, hun skulle til mig den dag. Ingen måtte se os sammen. Ingen måtte opdage noget. Og så ville jeg begrave hende bag kirkegården.
Sindssygt? Ja. Det tror jeg selv på, når jeg ser tilbage.
Men hør her: alle pigerne overlevede. Jeg lover jer.
Det samme gjorde min stedfar
Selvom jeg havde planlagt et mord på ham også. Denne gang vidste jeg godt, at det ville blive opdaget, hvem der var gerningsmanden. Men jeg var ligeglad. Jeg regnede med, at jeg ville skulle løbe. Gemme mig. Være på flugt i 10 år, før jeg blev fanget og sat i fængsel.
Det vidste jeg ikke dengang. Det ved jeg nu. Senere fandt jeg ud af, hvordan politiet arbejder, hvordan de efterlyser folk. Dengang havde jeg ingen idé.
Ville han ikke have været alkoholiker, så ville han være død. Men det var han – alkoholiker – og netop den dag kom han påvirket hjem. Han ødelagde min plan, fordi han lagde sig ind i sengen for at hvile sig lidt.
Da han endelig kom ud i køkkenet og bøjede sig ned for at ordne en falsk skade under opvasken, tog jeg en skarp taburet i hænderne. Jeg løftede den højt over hovedet – klar til slaget – og så…
Døren gik op. Det var min mor, der kom hjem fra arbejde.
Fuck.
Hun spurgte: “Hvad laver du med den stol?”
Alt faldt fra hinanden i det øjeblik.
Skal jeg takke ham for, at han var alkoholiker? Skal jeg takke min mor for, at hun kom til tiden? Jeg ved det ikke. Men jeg har spekuleret en million gange på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis det faktisk var sket.
Og så tilbage til det lille menneske
Selv om 13 år ikke er sååå lille, så er det stadig et barn. Tænk på den hjerne. Og tænk på væsenet bag øret.
Jeg gider ikke skrive om alle de andre væsen-agtige handlinger, jeg har udført, eller om deres konsekvenser. Pointen er, at som voksen har man ansvar for sit barn. Psykisk sygdom smitter ikke. Der er mange årsager til, at man bliver psykisk syg. Men omgivelserne – og måden man bliver betragtet på helt fra starten af livet – spiller i mine øjne en kæmpe rolle.
Det er uoverskueligt svært at finde det helt rigtige redskab, der kan fungere som en fuldstændig beskyttende faktor. Men én ting er sikkert: det burde være strafbart at lade et barn selv finde ud af det.
Jeg har selv skabt redskaber, der har fået mig til at overleve indtil i dag. Takket være psykolog Krystyna fik jeg på et tidspunkt en indsigt i mig selv, som hjalp meget. Desværre kan man ikke fortryde tiden. Skaderne er allerede sket. Det eneste, man kan gøre, er at gå videre – og holde øje med sig selv.
Som mor bærer jeg en rygsæk fyldt med erfaringer – både de gode og de forfærdelige. Jeg ved, at mit barn kan ende med at blive som mig. Eller i bedste fald kun ligne mig delvist. Er det dårligt? Måske ikke. Jeg er jo stadig her. Så hvorfor skulle min datter ikke klare det?
Men hvorfor skulle det ikke kunne blive anderledes?
Jeg accepterer mig selv, som jeg er. Jeg kan faktisk godt lide mig. Jeg elsker mig selv, med alt det skøre og kreative og intelligente, med alle de ressourcer, jeg har. Og det er der mange komplimenter at give mig selv for.
Så hvad er problemet? Problemet er stort. Rigtig stort. Mine vanskeligheder blev i mange år kun behandlet af mig selv. En lille personlighedsforstyrrelse spirede langsomt, voksede sig til en stamme, sendte grene ud. Og nu står jeg med et træ, som jeg skal pleje og passe godt på.
Det må ikke dø – for hvis træet dør, så dør jeg også. Men det må heller ikke vokse mere. Ingen nye grene.
En dag, når jeg endelig sidder i terapi, så håber jeg, at de kan skære forsigtigt i grenene. Ikke hele træet – det kan ikke lade sig gøre. Rødderne er 30 år gamle, de går dybt. Men måske kan de forme det til en lille krukkeplante. Noget, der stadig lever. Noget, der kan stå og pynte på altanen.
Min lille pige, der bor med en mor som har sin helt egen måde at være på, er allerede begyndt at plante sit eget træ. Jeg kunne have været verdens bedste mor, hvis jeg bare havde haft et par af de redskaber, jeg selv mangler – de redskaber min mor glemte at lære mig. En dag tænkte jeg faktisk, at det måske ville være en god idé at prøve at skabe de redskaber selv. Redskaber, som kunne gøre mig til verdens bedste mor. Men ærligt? Det var nok den dummeste tanke, jeg har haft i flere år.
Jeg opsøgte fagfolk
Fortalte dem, hvem jeg er, hvad mit problem er, og hvad jeg kunne tænke mig at få hjælp til. Ikke fordi jeg savnede fritid, men fordi jeg inderligt ønskede, at min pige kunne vokse op ved siden af mig – uden at ende som mig. Alt det gode i mig forsøger jeg at give hende hele tiden. Men hun får også lidt af det negative med. Og det kan jeg ikke lide.
Jeg har det sådan permanent, at jeg cirka to gange om året får en nedtur. Ikke en kæmpe nedtur, men alligevel en nedtur. Og når den rammer, går det hurtigt. Så hurtigt, at selv små problemer kan vælte hele hverdagen. Intet fungerer.
En pige på 5 år kan ikke forstå det. Hun kan ikke afkode, hvad der sker, og jeg kan ikke forklare det på en måde, hun forstår. Så kommer balladen. Hun græder, fordi hun tror, mor er sur på hende og ikke kan lide hende. Jeg græder, fordi hun er ked af det – og fordi jeg føler, det er min skyld. Hele dagens struktur falder sammen. Rutinerne opløses. Hun laver, hvad hun har lyst til. Dagen går, og sengetiden bliver først, når hun ikke kan holde øjnene åbne længere. Vi bestiller pizza. Cola og chokolade er tilladt i ubegrænset mængde. Huset bliver rodet til. Alt står stille.
Men én ting er vigtig: uanset hvad der sker, så finder jeg altid overskud til, at der er mad til prinsessen, hun kommer i bad, og hun har rent tøj. Til prinsessen. Ikke til mig selv. Jeg går sjældent i bad i de dage, jeg skifter ikke tøj, og jeg spiser næsten ikke.
Og så kommer den dag, hvor jeg kigger på mig selv i spejlet og siger: “Fuck dig. Hvad er det, du laver?” Og så starter jeg forfra. Forfra-agtigt. Jeg sætter mig ned, laver en plan over alt det, vi ikke har fået gjort, alt det, der skal ordnes, og hvordan vi kan komme tilbage på sporet. Og så går jeg i gang.
Men min lille pige forstår ikke, at det pludselig er sengetid igen. At der pludselig ikke må drikkes cola. At reglerne er ændret fra den ene dag til den anden. Og så følger alle skænderierne. Jeg er ikke god til at argumentere i børnehøjde. Jeg taler med hende, som om hun var en voksen. Og det skaber kløfter.
Når dagen endelig er slut, og prinsessen sover, ligger jeg i sengen og græder. Fyldt med dårlig samvittighed.
Men hovsa kvinde!
Tag dig sammen! Du bor nu i Danmark – et land hvor familie bliver kaldt samfundets vigtigste byggesten. Hvis du regner med støtte til din familie, så den kan blive velfungerende, så skulle du være kommet til det rigtige sted. Virkeligt? Nej. Det er bare en løgn. Hvordan kunne jeg nogensinde tro, at jeg kunne få støtte, som kunne forhindre min pige i at blive vanskelig – og måske til sidst også psykisk syg?
Det var jo ikke første gang, jeg var naiv. Jeg sendte en henvendelse til kommunen i maj 2014. Det første møde kom længe efter. Hovsa! De ville meget gerne hjælpe mig, hurra! Maskinen gik i gang. Men den maskine… den var gammeldags, rusten og nærmest ved at falde fra hinanden. Havde jeg vidst det, ville jeg aldrig have åbnet min fucking kæft.
Og så står vi her. Februar 2016. Jeg ligger i sengen og skriver det her. Jeg tørrede støv af i går, satte en tøjvask over på vej til børnehaven. Vasketøjet var færdigt kl. 10. Nu er klokken 15, og spørgsmålet er: hvem skal hente det? Mig. Men det føles fuldstændigt uoverskueligt. Bare tanken om at rejse mig og gøre noget er for meget.
Der hvor jeg er lige nu, er kun min egen skyld, tænker jeg. Jeg var naiv og troede på støtte. Narcissistisk og egoistisk planlagde jeg, at jeg skulle blive verdens bedste mor – så min datter kunne være stolt af mig. Men de offentlige tog mig ikke seriøst. I stedet blev jeg i de næste to år slæbt til møder, hvor de løj, hvor de brød loven, hvor de behandlede mig som en mindreværdig – og værst af alt: hvor de behandlede min datter som et stykke skrald.
Til sidst kunne jeg ikke mere
Min sagsbehandler ignorerede mig for anden gang i træk, og så brød jeg sammen. Første gang i mit liv fik jeg et angstanfald. Fuck, hvor var det forfærdeligt. Samtidig skulle prinsessen til sin far. To uger uden mig. Hun kom hjem bagefter, men jeg kunne stadig ikke klare det. Offentlige vågnede først, da jeg brød sammen. Så fik de travlt – hurtigt blev der lavet et dokument. Der skulle laves en handleplan.
Jeg fik dokumentet. Og alt blev endnu værre. Det var lavet i hast, fyldt med fejl, fyldt med usande oplysninger. Jeg skrev en kommentar og en klage på 16 sider. Men hvad skal jeg bruge det til? Hvad hjælper det at jeg får svar? Hvad hjælper det, hvis jeg endelig får en eller anden form for hjælp – alt for sent?
Det eneste jeg havde brug for, var nogle små redskaber. Noget simpelt. Men lige nu kan jeg ikke engang klare de daglige opgaver. Jeg ligger i sengen og ser actionfilm, mens tankerne banker mig sønder og sammen. Du skal dø. Nej, det skal jeg ikke. Jo, det skal du. Men hvad med pigen? Så sig ordentligt farvel til hende. Gør det ikke, mens hun er hjemme. Vent til hun er hos sin far.
Det er sådan noget lort, jeg er besat af – og har været det i over tre uger nu. Jeg har færre og færre kræfter til at skubbe tankerne væk. Dag for dag ser alting mere håbløst ud. Ingen lys i tunnelen. Ingen håb.
For tre dage siden ringede jeg til Livslinjen. Jeg blev afvist. Jeg ringede til Akuttilbuddet – men damen dér havde ikke lyst til at snakke med mig. Det var en katastrofe. Jeg endte med at tælle mine piller. Nok til at dø? Måske. Men er det virkelig det, jeg skal? Og hvem skal så finde ud af det bagefter? Aner det ikke.
Grunden til at tanken overhovedet kom, var bare den her: at min lille pige kunne blive beskyttet mod at arve mine vanskeligheder. Så hun kunne få et bedre liv, end jeg har haft. Nu bliver jeg aldrig verdens bedste mor. Det offentlige har stemplet mig som en psykisk syg, handikappet kvinde, der ikke kan tage sig af sit eget barn. Om jeg fortjente det ved jeg ikke. Men én ting ved jeg: jeg fortjente ikke den behandling, jeg fik. Jeg fortjente ikke at blive presset ud til det sted, jeg står i dag.
Hvis jeg en dag tager mit liv, bliver det ikke fordi, jeg gerne vil dø. Det bliver fordi, jeg ikke kan mere. Fordi jeg ikke længere kan overskue den skyldfølelse, jeg bærer rundt på overfor min pige. Hun fortjente ikke en mor som mig. Hun fortjente kærlighed, accept og forståelse. Det var det, jeg drømte om at give hende – men det nåede jeg ikke. Det beklager jeg af hele mit hjerte. Måske ville jeg have nået det, hvis jeg havde valgt et andet sted at bede om støtte.
Det er vigtigt, at I forstår én ting: bare fordi en forælder er psykisk syg, eller har en rygsæk fuld af erfaringer – gode eller dårlige – så betyder det ikke, at man ikke kan være en god forælder. Når I møder en mor eller far, der er psykisk sårbar, men som har indsigt i sine egne problemer og ressourcer, så vend jer ikke om. Hjælp med at finde balancen i stedet. For når man nedlægger en psykisk syg forælder, der faktisk rækker hånden ud, så tager man ikke bare personens styrke – man smadrer også de ressourcer, som kunne have givet barnet et stabilt liv. Man gør forælderen til en levende grøntsag. Sådan en er jeg i dag. Jeg har mistet troen. På mig selv. På andre mennesker. På et godt liv til min prinsesse.
Havde jeg vidst, at det ville ende sådan, havde jeg aldrig bedt om hjælp. Så ville jeg bare have ladet hende vokse op ved min side, og selv passet på hendes lille væsen bag øret. Hvis væsenet engang skubber hende ud i handlinger, ved jeg, at jeg ville reagere anderledes end min mor. Så måske ville det ikke blive så slemt.
Denne weekend skal prinsessen være hos sin far. Jeg har lovet mig selv, at jeg i morgen vil sige pænt farvel. Jeg ved ikke, hvad der sker i weekenden. Tankerne bliver tungere og tungere, time for time. Og det gør mig så ufattelig ked af det.