Tiden er forbi. Opsummering er umulig, når tankerne kører vanvittigt døgnet rundt. Det sker også mens jeg sover. Eller sover jeg overhovedet? Måske er det bare en illusion af søvn, en nat på løbebånd uden pause. En hel nats træning, uden muskelsmerter – næsten. Men én muskel fik nok, en krampe, betændelse, og så stod den af. Stakkels Efka’ hjerne blev overbelastet, og spændingen (læs: tankespind) udløste flere elektriske impulser, end den kunne klare. Og så: bum! Jeg ser den for mig nu, min hjerne, som et tørt stykke rugbrød, der har ligget alt for længe på en brødrister. Sort, stiv, sprød. Men ikke død. Ikke endnu. Og det er faktisk helt seriøst dét, jeg tænker på. Man kan teste fleksibiliteten, men grænser skal overholdes. Kaos og modsatrettede følelser river i mig, mere end de plejer. Jeg er forvirret på en ny måde, forvirret i kroppen. Den føles ikke længere som min egen. Og selvom det kun varer minutter, kommer det oftere og oftere. Jeg kender grunden. Jeg kender løsningen. Jeg prøver at samle tankerne, prøver at sikre mig selv i det jeg gør. Men det er svært, når panik og uro har invaderet hovedet. På fredag kan der ske noget nyt. Måske fred. Måske ro. Måske muligheden for at gå videre i livet. Videre – med fokus på det, der betyder noget. Prinsessen først. Altid hende først. Jeg har en plan. Uddannelse står der også i køen, og alt det andet jeg stadig prøver at bære. Men tiden er forbi. Jeg må handle. Jeg gik igennem et kursus. Det lærte mig ting, jeg egentlig vidste, men havde glemt. Jeg endte i knibe igen, fordi jeg er så naiv som jeg er mistroisk. Samtidig. To modsatrettede kræfter, der skubber mig i ring, og efterlader mig dér, hvor jeg altid står: midt imellem. Jeg glæder mig til at vende det hele om. Jeg glæder mig til at glemme. Jeg ser frem til at gå gennem det – og aldrig mere se mig tilbage.
Ekstra viden: Hjernen bruger elektriske impulser til at sende signaler. Når vi stresser eller overbelaster den med tankemylder, stiger aktiviteten især i amygdala, der styrer frygt og panik. Følelsen af at kroppen “ikke er ens egen” er en kendt reaktion ved nervesystemets overbelastning – det er hjernens måde at skrige på ro.