Efter bunker af kladder, cookie-forvirring og grammatik-kaos er bloggen tilbage. Diagnoserne fik længe overtaget, men nu tager jeg styringen igen – med pytknap, kompromiser og masser af selvironi. Stabilt uperfekt, men ægte.
Welcome back (til mig selv)
Så er jeg tilbage på min egen blog. Welcome back, Efka! Eller… velkommen tilbage til mig selv. For det føles næsten som at træde ind i et gammelt hus, hvor jeg har ladet lyset stå tændt lidt for længe.
En liste med dårlige undskyldninger kunne være kilometerlang – men i virkeligheden er der kun få af dem, der betyder noget. Den vigtigste: mine diagnoser. De holder mig nogle gange væk fra alt, der ikke er 100% klar til brug. Hvis noget halter, stopper jeg op. Og så bliver det ikke til noget.
Balladen med cookies
Det største bump har faktisk været den berømte cookie- og persondatapolitik. Seriøst, hvad skal jeg skrive på sådan en side? Jeg bruger jo ikke data. Ikke engang mine egne, haha.
Så nu står den opgave pænt på min liste, markeret med “Uge 11 (eller når ressourcerne dukker op fra det sorte hul).” Og indtil da? Ja, så lever jeg uden cookie-bekendelser.
Hundredvis af kladder
Den anden forhindring: jeg druknede i kladder. Hundredvis af små ufærdige tekster, halvt skrevet, uden billeder. Og hvem har egentlig bestemt, at der SKAL være et billede til hvert indlæg? (Ja, jeg ved godt, jeg selv syntes, det ser sååå fint ud ).
Men nu har jeg besluttet: billeder er hyggelige, men de må ikke være en stopklods. Rod i billeder og grammatik skal ikke længere styre, om jeg tør trykke “udgiv.”
Grammatik og tankemylder
Når jeg skriver hurtigt, vredt eller midt i tankemylderet, så sejler grammatikken. Kommaerne hopper rundt som glade kaniner, og ordstillinger bliver… kreative. Men pyt! Folk må gerne rette, hvis de har lyst. Jeg nægter at lade kommaer stoppe mine ord.
At overtage styringen
Det vigtigste for mig nu er at vise – især for min egen hjerne – at jeg kan tage styringen. At det er mig, og ikke mine “special effects” (læs: diagnoser), der bestemmer. Måske ikke altid, men nok til at bloggen ikke skal stå stille.
Vi må indgå kompromis: nogle dage bestemmer hjernen, andre dage bestemmer jeg. Men i dag er det mig, der har hånden på tastaturet. Og jeg tror faktisk på, at det bliver godt.
Så ja: Welcome back, Efka.